D. 11 juli 2018

Nedslidte faldstammer hos Boligselskabet Borgerbo fornyes uden omfattende renovering af lejligheder

I stedet for at udskifte samtlige faldstammer, som ville være et omfattende arbejde og med garanti ville betyde store gener for beboerne, så har man valgt at forny de eksisterende, nedslidte faldstammer med en indvendig polyesterforing, kaldet Aarsleff Strømpeforing. En hurtigere og mere effektiv metode end ved traditionel udskiftning og med minimale gener for beboere.

– Jeg havde frygtet det værste, men det endte med at gå over al forventning. Arbejdet foregår jo i folks private hjem og det klarede Aarsleff Rørteknik bare super godt. Jeg kan derfor kun varmt anbefale metoden til andre foreninger” siger ejendomsinspektør Peter Bolvig fra Boligselskabet Borgerbo.

Renovering i tide sparer store omkostninger

Totalrenoveringen af faldstammerne hvor både køkken, toilet og gulvafløb er tilkoblet, sker efter at der tidligere har været udført reparationer med udskiftning af mindre stykker af faldstammen ved akutte skader.

– Det er helt essentielt at Boligselskaber som f.eks. Borgerbo forsøger at være på forkant med udviklingen og derved undgå, at de nedslidte faldstammer gennemtærer helt. Sker det, så skal de typisk udskiftes, og det er ofte ensbetydende med en omfattende renovering af lejlighederne samt gener for beboerne med bl.a. længerevarende støjgener, byggerod og følgeomkostninger, forklarer Janni Cold fra Aarsleff.

Via en såkaldt strømpeforing, krænges en polyesterforing ind i eksisterende, nedslidte faldstammer. På den måde etableres et nyt rør inde i den eksisterende faldstamme, hvilket sikrer en hurtig og smidig fornyelse af tærede og utætte faldstammer.

Strømpeforingsteknikken gør det i dag muligt at forny faldstammer og afløbssystem, på selv meget svært, fremkommelige steder. Det gælder også de små sideafgreninger fra en toiletfaldstamme og ud til WC- og gulvafløb.

– Vores erfaringer fra en lang række boligkomplekser viser, at fornyelse af faldstammer i langt de fleste tilfælde, kan foretages uden nedbrydning af vægge eller større omlægning af eksisterende installationer, forklarer Janni Cold.

Ifølge Janni Cold er strømpeforing af faldstammer, i forhold til den traditionelle udskiftning, en hurtigere helhedsløsning, når faldstammer skal fornyes, og derfor er det typisk også en økonomisk fordelagtig løsning.

– I den samlede økonomiske vurdering skal man huske at forholde sig til de såkaldte følgeomkostninger, altså omkostninger som ved den traditionelle udskiftning skal tillægges et projekt i form af reetableringsudgifter til murer, tømrer, maler og i visse tilfælde genhusning, siger Janni Cold.

Aarsleff Rørteknik har som de eneste leverandører fået testet og godkendt både produkt og metode til renovering af faldstammer på Teknologisk institut. En faldstamme strømpeforet med en Aarsleff strømpe har en levetid på op til 100 år.