D. 14 august 2019

Aarsleff dykker ned under Aarhus Havn

Erland Gai

Erland Gai

Kundeansvarlig

”Vi har nu taget konsekvensen af, at vores kloakker er ved at være godt nedslidte i den ældre del af havnen. Vi har tidligere været ramt af et decideret brud på kloakkerne, hvor det har været nødvendigt at grave op og lægge nyt. Det er ekstrem dyrt og så giver det store gener for vores kunder her på havnen, så det undgår vi nu fremadrettet,” siger Allan Pedersen, anlægsingeniør på Aarhus Havn med ansvar for veje, belægninger og kloakledninger.

For Aarhus havn handler det om optimal drift på havnen for alle virksomheder og kunder, så derfor er det essentielt, at ledninger eller brønde ikke pludselig kollapser, så det bliver nødvendigt at lukke f.eks. en kaj eller adgangsveje til dele af havnen.

”Investeringen i fornyelsesplaner sparer os for rigtig mange penge, både fordi vi undgår dyre driftsstop, men også fordi vi undgår, at kloaknettet bliver i så dårlig stand, at det ikke længere er muligt at renovere med strømpeforinger og vi derfor er nødsaget til at grave op og lægge helt nyt. Samtidig er det en investering i et sundt miljø på havnen,” siger Allan Pedersen.

Aarsleff Rørteknik som gennem mere end 40 år har specialiseret sig i tilstandsvurderinger samt strømpeforing af ledningsnet og tilhørende brønde. Der er til projektet her udarbejdet fornyelsesplaner for at optimerer udførelsen af strømpeforingerne på Aarhus Havn.

Svovlbrinte tæring af ledninger og brønde
I første fase har vi i alt strømpeforet 2,5 km hovedledning samt 23 brønde på Sydhavnen, hvor der bl.a. ligger store industrivirksomheder, der leder spildevand ud i kloakkerne. Det har medført en del, så de gamle ler- og betonrør er blevet porøse.

”I Sydhavnen har vi fokuseret på at strømpefore den del af ledningsnettet, der har de mest voldsomme skader, og så har vi samtidig strømpeforet de tilhørende brønde. De strømpeforede ledninger er resistente over for svovlbrinte tæring, men det betyder så, at hvis vi ikke også forer brøndene, så vil de i stedet blive angrebet,” forklarer Rasmus Tranum Feldborg, projektleder hos Aarsleff.

En strømpeforing er en polyesterforing, der krænges ind i eksisterende, nedslidte kloakrør og derved sparer tid og omkostninger i forhold til opgravning af asfalterede eller flisebelagte områder. En Aarsleff Strømpeforing er testet hos Teknologisk Institut og har alt efter belastningen en forventet levetid på op til 100 år.

manhole aarhus havn

 

Installeres og hærdes med UV-lys
På samme måde som de vandrette kloakledninger, så er det i dag også muligt at udføre opgravningsfri fornyelse af brønde. En effektiv og økonomisk fordelagtig metode, der også giver minimale gener for erhvervslivet og trafikken, som eksempelvis på Aarhus Havn.

”På baggrund af nøjagtige opmålinger, skræddersyer vi strømper, der installeres og hærdes med UV-lys. Strømperne er opbygget med flere fleksible lag og med en speciel tilpasset harpiks, kan vi udføre en hurtig og sikker installation, der passer nøjagtig til den eksisterende brønd. Også her er der en levetid på op til 100 år,” siger Rasmus Tranum Feldborg.

Brøndbundene udføres i fiberbeton eller håndlamineret med glasfiber – ved tilløb i brøndvæggen monteres nedføringsskåle med indvendige nedføringer.