Nyheder

05.04.2018

Aarsleff løfter kæmpe strømper på plads med kran

Der skulle sættes ekstra kræfter ind i forbindelse med strømpeforing af nye ventilationskanaler i Aarsleff-projekt.

En helt usædvanlig opgave i forbindelse med strømpeforing af tre meget store betonskakte med en størrelse på 1400x600 millimeter og 20 meter i højden udspillede sig for nylig i København NV, da entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S skulle udføre deres hidtil største strømpeforing af ventilationskanaler - en strømpepose på 20 meter og Ø 1250, der vejer ét ton.

- Vi var simpelthen nødt til at have en 165 ton/meter kran til hjælp, som kunne nå de 21 meter op og 15 meter ind over taget, så strømpeforingen med spillet fra kranen kunne løftes fra bunden af skakten og hele vejen op på taget, forklarer projektsupervisor Allan Andersen fra Aarsleff.

Der tilsættes luft og damp nedefra, så strømpeforingen er helt udspilet i ventilationskanalen, hvorefter kranen slækker taget i strømpeforingen og køres væk.

Styrke som nye

Det er Aarsleffs kendte renoveringsteknik, der i mere end 40 år har været benyttet i kloakledninger, og de seneste 10 år er brugt i faldstammer og ventilationskanaler. Med strømpeforingsteknikken, hvor en imprægneret polyesterfilt krænges ind i nedslidte ventilationsrør og efterfølgende hærdes ud, tætnes og forstærkes de eksisterende ventilationsrør, så de har styrke som nye.

Ifølge salgsleder Jane Mark hos Aarsleff er strømpeforing af gamle utætte ventilationssystemer oftest en hurtigere, smidigere samt økonomisk mere fordelagtig metode end traditionel udskiftning. En løsning som rigtig mange rådgivere og boligselskaber efterhånden har fået øjnene op for.

- Med vores strømpeforingsteknik kan boligselskaber, virksomheder, hospitaler med flere oftest undgå omfattende udskiftning af eksisterende nedslidte og utætte kanaler, når man vælger at strømpefore. Da foringen udføres som én lang, ubrudt længde, undgår man samlinger, hvilket betyder, at de renoverede ventilationskanaler er fuldstændig tætte. På den måde elimineres lugtgener og ventilationsanlægget kan indreguleres optimalt, med et ofte stærkt reduceret strømforbrug til følge, forklarer Jane Mark.

Ingen samlinger

Som den eneste entreprenør i Danmark har Aarsleff Rørteknik fået testet og godkendt et strømpeforingssystem som overholder krav til indblæsningskanaler. Det betyder, at Aarsleff kan strømpefore i alle typer af ventilationssystemer.

- De fleste ældre ventilationskanaler er udført enten som murede, i zink, stål eller asbestholdige materialer med mange samlinger. Det bevirker, at de med tiden bliver utætte. Med vores godkendte strømpeforingsteknik er renoverede ventilationssystemer hermetisk lukkede, og det betyder blandt andet rigtig meget i forhold til driftsomkostninger, hygiejnemæssige krav med mere, fortæller Jane Mark.

Top